Print | Sitemap

Design > jas+co
 

Vandtårnet

 

Vandtårnet

Vandtårnet på Dronningens Bastion

Vandtårnet på Dronningens Bastion er opført i 1899 efter tegninger af arkitekt Emil Swanenflügel fra Odense. Det er et unikt eksempel på datidens industrielle byggeri når det var bedst. Dengang byggede man med stolthed.

Vandtårnet blev fredet i 1997 og unikt derved, at vandinstallationerne stort set er intakte og det er så vidt vides er det eneste vandtårn i Danmark med en bevaret vandtank i sammennittede stålplader.

Om Nyborgs vandforsyning findes utroligt meget kildemateriale herunder billeder, der fortæller om udviklingen.

Oprindeligt blev byen forsynet med drikkevand fra Slotssøen, hvorfra det i udborede ege- stammer sammenføjet med jernbøsninger ledtes til forskellige vandposte rundt om i byen. Tre generationer af Kjellerup var i over 100 år rendemestre i byen og sørgede for, at systemet fungerede. Ved opgravninger i byen stødes der jævnligt på egestammerne, og et par enkelte er opmagasineret i slottets kælder.

En sådan vandforsyning var selvfølgelig ikke hygiejnisk og efter koleraepidemierne i 1860-erne drøftede byrådet flere gange anlæggelse af et egentligt vandværk. Det første vandværk baseret på grundvandsboringer blev indviet i 1872, og det kom til at ligge neden for Dronningens Bastion – neden for det bevarede vandtårn. Det var et større bygningskompleks, som man fik skabt plads til ved opfyldning ud i voldgraven. Vandværket er nu væk og voldgraven er tilbageført til sit oprindelige udseende som ved fæstningens nedlæggelse i 1869.

Vandtårnets højde fra terræn til toppen af taget er 22,40 m. Målt indvendigt fra bund til top af tag er det 24 m. Til sammenligning er Rundetårn 36 m.

I forbindelse med industrikulturens år i 2007 ønsker Fonden for Nyborg Fæstning at renovere vandtårnet og åbne det for publikum. Fra vandtårnet vil der være en fin udsigt over Nyborg by, Nyborg Fjord og Storebæltsforbindelsen. En åbning af tårnet vil samtidigt give mulighed for at fortælle om vandforsyningens og fæstningens historie.

Renoveringen blev færdig i sensommeren 2009 og den officielle åbning skete den 4. september 2009 i.f.m. Kulturnatten. Genåbningstalen blev holdt af Peter Sejersen, formand for Skole- og Fritidsudvalget.  

Indtil videre vil der kun være åbent for publikum 3-4 gange om året ved særlige lejligheder. Det kan f.eks. være Kulturnatten, Store Bededagsaften hvor Nyborg Skyder Sommeren ind, den årlige markering 14. november af Slaget ved Nyborg.

Herudover kan Museet kontaktes med henblik på forhåndsaftale om fremvisning af vandtårnets indre.

Den daglige administration af adgangen til vandtårnet varetages af Østfyns Museer, Slotsgade 34, 5800 Nyborg tlf.65 31 02 07. Hjemmeside www.museer-nyborg.dk