Print | Sitemap

Design > jas+co
 

2 stk. 6 punds støbejernskanoner og voldaffutager på Prins Carls

 

6 punds Støbejernskanon system 1834
Voldaffutagen M/1848 er rekonstrueret efter tegninger udarbejdet af Tøjhusmuseet.

Af Mogens B. Lange
Næstformand i Fonden Nyborg Fæstning

Denne kanontype er fra de Slesvigske Krige (1848 – 1864) og udgør en del af flankeringen af Landbefæstningen. Kanonerne var således opstillet på flankerne, hvis inderste ender er forbundet med lange voldstykker (Kurtiner). Her på Prins Carls Bastion har vi opstillet de 2 kanoner på fasens venstre side (faser er de to lange skrå sider på bastionens spids), fordi flanken stort set blev gravet væk, da man lavede Ravelinsvej.

Bestykningen af Prins Carls Bastion skulle ifølge et udkast fremfundet i Rigsarkivet være således: 5 stk. 12 punds kanoner, 2 stk. 6 punds kanoner og 1 stk. 84 pds let bombe- og granatkanon.

Kanonrørene er Rigsgods og udlånt af Tøjhusmuseet. Det vejer 795 pund = 397,50 kg, og der kan ikke afgives skud fra kanonen, da dette ikke er tilladt med Rigsgods.

Voldaffutagen vejer ca. 700 pund = 350 kg. og er produceret af Peter H. Høffner i Års i 2009. Den er bygget i råt egetræ efter originale tegninger og malet i originalfarven dyb vogngrøn.

Med 1 kg ladning (2 pund) og 6 punds kugle (ca. 2,95 kg) var den maksimale rækkevidde 1800-200 alen=1131-1256 m.

På 1000 alen (628m) var træfsikkerheden ca. 50 % mod et 6 fod højt og 40 fod bredt (1,88x12,56m) mål.

Virkningen var afhængig af ammunitionstype og målets art.

Herudover er der opstillet brisker og etableret skydeskår.

Fonden Nyborg Fæstnings Saluteringslaug kan anvende kanonen i præsentationstilfælde ved særlige turistmæssige arrangementer i og udenfor Nyborg Kommune, bl.a. som led i markedsføringen.

Saluteringslauget, der består af 10 sortkrudtskyndige personer, bærer Nyborg Garnisonskompagnis uniformer fra 1792. Disse er udarbejdet efter anvisning fra Tøjhusmuseet i København.

Prisen for bygning af de 2 voldaffutager andrager ca. kr. 300.000,- hvortil kommer 2 brisker og 2 skydeskår til en samlet pris på ca. kr. 140.000,- Vi har fået donationsmidler fra Fionia Banks aktionærfond kr. 75.000,- Albanifonden kr. 125.000 og Energi Fyn kr. 70.000,- mens resten er af egne midler.

Formålet med opstillingen af kanonerne er at vise en kanon fra tiden og at markere, at man nu kører ind i den gamle Fæstningsby.