Print | Sitemap

Design > jas+co
 

Nyborg Fæstning nedlægges I 1869

 

Af Marianne Goral Krogh,
Museumsinspektør, Nyborg & Omegns Museer.

Efter at være blevet nedlagt og genoprettet, blev Nyborgs fæstning endegyldigt nedlagt i 1869. Dele af den blev fjernet helt, men i 1913 fredes området, og med tiden bliver nogle af de sløjfede volde genopført.

I 1760'erne diskuterede man, hvad der kunne gøres for at bringe fæstningen op til en tidssvarende standard. Der blev endda udfærdiget et budget, men i 1763 blev Nyborgs befæstning i stedet for nedlagt og skøder på grundene udfærdiget. Man havde ansat en ny præsident for den samlede danske militæradministration, franskmanden Claude Louis Saint-Germain. Han valgte at nedlægge en række danske fæstninger, som dog ikke måtte jævnes med jorden. En af konsekvenserne var, at broen ved Landporten skulle erstattes af en dæmning, hvorved muligheden for at afskære byen fra angribende fjender forsvandt.

I 1766 blev Saint-Germain imidlertid afskediget, og allerede to år efter besluttede man at genoprette Nyborg som fæstningsby. Dette krævede, at alle de bortsolgte lodder kunne tilbagekøbes. Idet de fleste ejere stadig var de samme, lod det sig gøre, at handlen gik tilbage.

Der var en del forslag til, hvordan man igen kunne forstærke Nyborg. Den grundlæggende holdning var dog, at byen under alle omstændigheder var for let at angribe, og at arbejdet ville være spildt. Der skete da heller ikke meget i resten af århundredet. Dog forsøgte man at sikre sig mod det voksende antal mennesker, der kom ind i byen ad ureglementerede veje. Der var eftermanden opstået en del smutveje ind i byen, som blev flittigt benyttet, bl.a. over kammen.

I årene omkring år 1800 pressede den store europæiske krise sig på, og nødvendigheden af at forstærke Nyborg var tydelig. Man valgte at opføre en skanse på Slipshavn samt at forbedre den gamle fæstning. Dette foregik bl.a. ved at bygge spærremure på kammene, oprense gravene og gøre nogle af dem lidt bredere.

Da krigsårene i begyndelsen af 1800-tallet var overstået, fik folk efterhånden lov til at bygge på voldene - dog på den betingelse at de skulle fjerne bygningerne i tilfælde af krig.

I 1840'erne anlagde man en dæmning fra Skibsbroen ved den sydlige vold til Dyrehaveområdet, sådan at man havde en vej til det sydvestlige opland. Herved blev en del af fjorden nærmest den gamle kam afskåret fra det åbne vand, og området fik navnet Kamhullet.

Fra 1865 og nogle år frem blev der forhandlet om fæstningens nedlæggelse, og i 1869 var det endegyldigt slut. Frem til 1899 forsvandt store dele af fæstningen - hen mod slutningen under protester fra byens indbyggere. I 1913 blev fæstningen fredet, og dele af den er siden genopbygget. Kongens Bastion og kammen er dog noget af det, der er forsvundet. I dag er det Fæstningsfonden, der forestår restaurering af volde, grave og bygninger og Nyborg kommune som tager sig af vedligeholdelsen.

Nyborg, November 2003