Print | Sitemap

Design > jas+co
 

Prins Carls Bastion

 

Kort over fæstningenPrins Carls Bastion kan føres tilbage til 1668. Her blev de første fundamenter til den vestlige del af bastionen anlagt, men arbejdet blev stoppet, antagelig på grund af pengemangel. I 1682 var bastionen endnu kun halvfærdig og først i 1730 blev den færdiggjort.

Indtil 1682 hed bastionen Prins Georgs Bastion, hvorefter navnet blev ændret til Prins Carls Bastion, opkaldt efter Kong Frederik IV’s tredjeældste søn, der blev født i 1680.

Bastionens levetid blev ikke lang. I 1855 blev der ansøgt om tilladelse til at opføre et gasværk i Prins Carls Bastion. Tilladelsen blev dog ikke givet og i stedet blev gasværket opført i Kongens Bastion. I 1855 blev der for første gang opstillet cirkustelte i bastionen og 3 år efter blev området udlagt til ridebane for garnisonen.

Bestykningen på bastionen kendes ikke i detaljer, men en plan angiver, at i alt 19 kanoner dækkede skudfelter mod nordvest, nord og øst.

1. april 1869 blev Nyborg Fæstning nedlagt, hvorefter Krigsministeriet begyndte at sælge grundene. I 1877 blev Prins Carls Bastion solgt og i 1918 blev hele voldanlægget fredet.

Prins Carls BastionRenovering
Prins Carls Bastion er renoveret i 2004 og ført tilbage til sin oprindelige udformning, som registreret ved opmålingen foretaget af generalstabens topografiske afdeling i 1869. Anlægsudgift 0,6 mio. kroner. 0,2 mio. kroner fra Augustinus Fonden, og 0,365 mio. kroner fra Nyborg Kommune.

Der er indbygget et sikringsrum fra omkring 1940 i bastionens øverste del. Rummet er ca. 15 meter langt, 2,5 meter bredt og 2,5 meter højt. Ved udgravningen til sikringsrummet blev en del af overskudjorden formentlig lagt ned i voldgraven op mod Ravelinsvej, idet voldgraven her var væsentligt indsnævret i forhold til opmålingerne fra 1869. Ved renoveringen af Prins Carls Bastion blev sikringsrummets indgang, nødudgang og ventilationsåbninger brudt ned og åbningerne forseglet.

Inde i bastionen, der var adskilt fra Voldgaden ved et plankeværk, sad fattiggårdens lemmer og slog skærver til brug for voldgangens vedligeholdelse. Her var også plads til omrejsende gøglere, liniedansere, kunstberidere og hvad der ellers kom. Før hver optræden red musikkorpset rundt i staden på hvide heste, med direktøren foran som en herold og det yngste personale på små nordbagger. Det kaldte børnene til, og fra ”børnebænken” overværede de så tit de kunne forestillingerne om eftermiddagen. Efter forestillingerne gik en tallerken rundt.

Ravelinsbroen